Gå i seng med hønsene, blind høne finder også korn og slagt ikke den høne der lægger guldæg er alle visdomsord der snart kan tages i brug i Tivoli. Når Tivoli på onsdag den 1. april tager hul på en historisk lang sommersæson, bliver det bl.a. med et nyt hønsehus ved Pergolaen ved Koncertsalen. Hønsene er nøje ”håndplukket” og to af dem lægger ovenikøbet grønne og gule æg, og nej –det er ikke en aprilsnar.
Tivoli har i forvejen en lang historisk tradition for påfugle, ænder, gæs, fisk og løsgående killinger. Og nu får dyreholdet selskab af en flok høns og en enkelt hane, der får deres eget hønsehus ved Koncertsalen. Den enlige hane i selskabet er foreløbig kun på ”tålt ophold”, og får kun lov at blive i Carstensens Have, hvis den ikke galer for meget op. Det bliver Tivolis gartnere, der skal passe hønsene.
Lidt mere om de nye høns i Tivoli
Der bliver tale om en attraktion, da hønsene er nøje udvalgte, så både by- og landmennesker får en betagende oplevelse. Blandt hønseracerne finder man ”Vorwerk” der lægger gule æg, ”New Hampshire” der lægger brune æg, ”Barnevelder” der lægger mørkebrune æg med sorte pletter, og ”Paduaner” der lægger hvidgule æg. Kronen på værket bliver racen ”Grünlaeger”, der efter sigende ikke er særlig køn, men som lægger grønne æg.
Og alt det andet nye i Tivoli
Derudover kan gæsterne se frem til en tulipanmark med knap 100.000 tulipaner i forårets farver.
De små krudtugler kan indtage legepladsen Rasmus Klumps Verden, der har fået nye udsigtstårne med hængebroer, klatrevægge og rutsjebane. Fru Nimb, der er én af årets restaurant-nyheder, byder også gæsterne indenfor på højtbelagt smørrebrød.
Dagen afslutter med stort traditionelt festfyrværkeri
Dagen bliver afsluttet med et stort festfyrværkeri, så ingen er i tvivl om, at den længste sommersæson i Tivolis historie er skudt i gang. Sommersæsonen byder på 175 åbningsdage, hvilket er otte mere end sidste år. Det er den 173. sommersæson, og den varer til og med den 20. september.
Åbningsprogram 1. april 2015 11.00 Tivoli-Gardens Tambourkorps spiller ved Hovedindgangen og Rasmus Klump & Flora byder velkommen 11.00 Dosseringens Vuggestue åbner Tivoli med sporvogn, flag og balloner 12.30 Tivoli-Gardens Strøgparade 12.00 Forestilling med Rasmus Klump og vennerne 13.00 Forestilling med Rasmus Klump og vennerne 13.00 + 15.00 + 16.00 + 17.00 Fiskefodring i Akvariefoyeren 14.00 + 15.00+16.00 + 17.00 Forestilling med Rasmus Klump og vennerne 14.30 & 16.30 Tivoli-Gardens parade 20.00 Dirty Dancing – Koncertsalen i Tivoli 21.45 Tivoli Illuminationer – Tivoli Søen 22.45 Åbningsfyrværkeri fra Koncertsalens tag |
Tivoli sæsonerne i 2015:
Sommersæson 1. april – 20. september (175 dage mod 167 dage i 2014)
Halloween i Tivoli 9. oktober – 1. november
Jul i Tivoli 14. november – 3. januar 2016
Læs meget mere om Tivoli på www.tivoli.dk
Med venlig hilsen
Torben Plank
Head of Press, Brand & Communications
Pressechef, Brand & Kommunikation
T +45 33750440
M +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk