12. april 2021

Tivolis kulturchef, underdirektør Frederik Wiedemann fylder 50 år den 20. april

Når Tivoli igen kan spille Fredagsrock, klassiske koncerter, musicals og meget andet, som lige nu er forhindret af corona, så er det Frederik Wiedemann, der trækker i trådene. Han fylder 50 år den 20. april og har siden januar 2019 været kulturchef og underdirektør i Tivoli, hvor han har ansvaret for Tivolis omfattende kulturprogram fra Pantomimeteatret, Tivoli-Garden og balletskolen til koncerter, musicals, teaterforestillinger og de mange events i Carstensens Have.

Det lå næsten i kortene, at Frederik Wiedemann skulle blive kulturchef i Tivoli. Ikke kun fordi hans teenagedatter hedder Columbine, men også fordi kulturen har spillet en stor rolle for ham, fra opvæksten i en familie beskæftiget med jazz, klassisk musik, teater og film til bestyrelsesarbejde i Copenhagen Phil og andre kulturelle virksomheder. Frederik Wiedemann er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 1997 og begyndte sin karriere i Finans- og Statsministeriet. Han har efterfølgende været direktør for forskellige digitale virksomheder, medstifter af konsulentfirmaet ReD Associates og digital direktør på Politiken.

Medierne har gjort flittigt brug af Frederik Wiedemanns viden om kultur, økonomi og samfundstendenser. Igennem otte år var han hyppig deltager i Smagsdommerne på DR2, han har haft en fast debatklumme i Politiken og skrevet i bl.a. Berlingske Nyhedsmagasin og Dagbladet Dagen. Han har også været gæsteunderviser på Copenhagen Business School og Oxford University og siddet i en række bestyrelser og råd.

Masser af forandring

De første to år som kulturchef i Tivoli har budt på store omvæltninger med direktørskifte og ikke mindst corona, som har krævet ekstra meget nytænkning. Sidste år bød blandt andet på en ny klassisk musikfestival, en dansefestival, jazzfestival på Pantomimeteateret, flere koncertformater på Plænen og genfødsel af Tivoli Varietéen i Glassalen. Til efteråret opføres musicalen Atlantis, og blandt sommerens nyskabelser er en serie af klassiske koncerter på Plænen og aktiviteter med løb og yoga i Tivoli uden for normal åbningstid.

Frederik Wiedemann kan skrive under på Georg Carstensen ord om, at Tivoli aldrig bliver færdig. Han lægger også vægt på Carstensens motto om, at Tivoli er for alle. For kulturchefen er Fredagsrockens etablerede stjerner og Lillefredags nye navne lige så vigtige som den klassiske musik og balletten, der har været en del af Tivoli siden 1843. 

Frederik Wiedemann siger:

“Vores ambition er, at Tivoli skal være byens bedste mødested for kulturelle oplevelser, og vi skal være samlingspunkt for både den brede underholdning og de klassiske traditioner. Fredagsrock er samlet set landets største musikfestival, og hvert år præsenterer vi et par af landets mest populære musicals. Men vi er også den eneste børsnoterede virksomhed i verden med eget symfoniorkester, og vi har det eneste fuldt aktive pantomime-teater i verden.”

Privat

Frederik Wiedemann er gift med Pernille Knudsen, der er viceadm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. De bor i Gentofte og har børnene Columbine og Ludvig. Som kulturchef er han meget i Tivoli, og det ligger som en naturlig del af jobbet at følge med i koncerter og forestillinger andre steder. Men han dyrker også sommerhuset i Tibirke og spiller klaver, fodbold og basketball et par gange om ugen. 

Interview formidles af pressechef Torben Plank, tlf. 22 23 74 40, tpl@tivoli.dk

CV for Frederik Wiedemann (født 1971)

Ansættelser

2019-: Kulturchef og underdirektør i Tivoli.

2017-18: Særlig rådgiver for transport-, bygnings- og boligministeren.

2014-16: Digital direktør og Analysechef på Politiken.

2012-14: Adm. Direktør i Agillic og senere bestyrelsesmedlem.

2004-12: Medstifter, partner og adm. direktør i ReD Associates.

2003-04: Direktør i Dansk e-Learning Center.

2001-02: Direktør iwebfirmaetEisenstein.

1998-00: Specialkonsulent i Statsministeriet.

1997-98: Fuldmægtig i Finansministeriet.

Bestyrelser m.v.

Bestyrelsesmedlem i Grønnegårds Teatret og Børnebasketfonden.

Tidligere bestyrelsesposter: Næstformand for Copenhagen Phil (Sjællands/Tivolis Symfoniorkester) og bestyrelsesmedlem for Føljeton, Stagis, Agillic,Living Institute og ReD Associates.

Tidligere medlem af Danske Banks Creative Advisory Board, CBS’ Advisory Board for Filosofi- og Økonomi-uddannelsen og medstifter af tænketanken CEPOS.

Medier

Smagsdommer på DR2, 2007-15.

Skribent i Politiken og Berlingske Nyhedsmagasin og journalist på Dagbladet Dagen.

Uddannelse og undervisning

Københavns Universitet:Cand.polit., 1997. Studier på Matematik-økonomi. Ekstern lektor og undervisningsassistent, Økonomisk Institut, 1994-2001.

Oxford University:Gæsteunderviserpå Saïd Business School's Executive Programme, siden 2012.

DIS (Danish Institute for Study Abroad):Associate Professor, 2003-2005.

 

Med venlig hilsen

Torben Plank
Head of Press, Communications & Press
Pressechef, Kommunikation & Presse
 
T  +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK 
 
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk