Sommer i Tivoli
22. april - 21. september
En fortryllende oplevelse for store og små
Glæd dig til sommeren i Tivoli, der emmer af sjov, hygge og underholdning for både store og små. Sommer i Tivoli byder på alt fra hvin og latter i forlystelserne, smukke blomster og lækre is, til koncerter i sommernatten, ballet på Pantomimeteatret og gode minder.
Få sommermagi i Tivoli
Gå på opdagelse i Haven og oplev den farverige danske sommer samt et væld af sjove aktiviteter. Kom og nyd stemningen, smag på de små fristelser eller den gode mad på de forskellige spisesteder, prøv suset i forlystelserne, syng med til Fredagsrock, og skab minder i Tivoli.
Haven fyldes hvert år med et væld af blomster. Du kan derfor med glæde besøge Tivoli blot for at nyde de smukke omgivelser, farverige blomster og skønne springvand.
Mad & drikke
Melder sulten sig, så er Tivoli det rette sted at være. Her finder du alverdens lækre fristelser og kulinariske oplevelser på Tivolis spisesteder. Her er noget for enhver smag, klassiske danske retter, nyere moderne retter, veganske og vegetariske. Og hvis det kun er den lille sult der har meldt sig, kan du finde både det salte og det søde, alt efter, hvad du hungrer mest efter.
Musik i Tivoli
Er du til jazz, rock eller klassisk musik, har Tivoli med garanti en koncert for dig, for her er musik for enhver smag. Hen over sommeren kan du nyde de bløde symfonier til SommerKlassisk, pulserende toner til OnsdagsJazz og på Nimbs eksklusive tagterrasse, kan du opleve livemusik der emmer af sommerblues. Tirsdagene byder på MINT der er fest, farver og boblende nye musiktalenter – og hver fredag fyrer vi af til et brag af en Fredagsrock på Plænen.
Sommerens forunderlige events
Hver lørdag hele sommeren, kan du opleve Tivolis spektakulære fyrværkeri, der smukt lyser nattehimlen op med et væld af farver. Du kan opleve skøn musik og en masse overraskelser på himlen i sommernatten. Du oplever bedst fyrværkerishowet i området omkring Det Store Springvand eller på Plænen.