TRI
Det japanske Tårn

Limfjorden, Vesterhavet og jorden imellem


TRIs menu er domineret af de råvarer, som findes på de vestjyske kyster og fjorde – og som bliver specialfragtet til pop up-restauranten i Tivoli.
Det bliver således både vildt, fantasifuldt og båret af Vesterhavets rigdomme som fisk, østers, tang, alger, kogler, skærmdild, svampe, nødder, bipollen, kornblomst og hyben.
Alle retter er hjemlige og nordiske, men samtidig internationale i deres udtryk og i håndværket og teknikkerne bag. Du kan også glæde dig til at smage ”Årets osteservering 2024” – en ret med Blå kornblomst, hyben og valnød.
Besøg TRI i Det japanske Tårn fra 23. april til 31. maj.
Sus fra Vesterhavet
Bag om TRI
Restaurant TRI fra Agger, Danmarks nordvestligst beliggende Michelin-restaurant, er kendt for deres unikke gastronomisk stil med fødderne dybt plantet i et af kongerigets fjerneste egne. En stil hvor kærligheden og respekten for den omkringliggende natur og dens råvarer skinner igennem i hver eneste mundfuld.
Nicolas Min Jørgensen, som er forhenværende kaptajn på kokkelandsholdet og tidligere køkkenchef på Michelin-restauranten Substans i Aarhus, åbnede den afsidesliggende Restaurant TRI i midten af 2022 og høstede hurtigt gode anmeldelser og priser.

”Vi følger og præsenterer egnen og sæsonen på tallerkenen året rundt. Det er denne unikke og meget lokalt forankrede oplevelse, vi har med os til Tivoli. Vi glæder os til at byde Tivolis gæster på smagene fra de store plantager, smukke enge og det brusende Vesterhav.”
Nicolas Min Jørgensen, køkkenchef & indehaver


