Servicejob
Kan du betage Tivolis gæster?
I Tivoli leder vi efter folk med mod, ansvar, nysgerrighed og store smil. Du vil komme til at arbejde i sæsonerne sommer, halloween og jul, og vi har en forventning om, at du vil arbejde hos os i minimum fire sæsoner i træk.
En almindelig arbejdsdag varer mellem 4-13 timer, og det er vigtigt, at du elsker at være udendørs – også på dage, hvor vejret er mindre godt. Du skal kunne lide at arbejde, når andre har fri, og du afholder det meste af din ferie, når Tivoli er lukket.
Tivolis gæster kommer fra hele verden – derfor er det vigtigt, at du både taler godt dansk og engelsk. Du skal være minimum 15 år for at søge arbejde hos vores spisesteder og minimum 18 år for at søge de øvrige stillinger.
Du kan søge job som servicemedarbejder i fire forskellige områder i Tivoli, som du kan læse mere om herunder. Fælles er, at du giver gæsterne oplevelser, som de fortæller om, når de kommer hjem fra Tivoli.
Kontrollør
Som kontrollør er du den, som med et smil sender gæsterne afsted i en af vores sjove forlystelser. Det ene øjeblik hjælper du de yngste gæster på deres første tur i Veteranbilerne og sikrer, at det bliver et magisk øjeblik. Næste øjeblik spænder du, med en kæk bemærkning, den erfarne Rutschebane-gæst fast i vognen.
Spisesteder
På Tivolis spisesteder arbejder du enten i en bod, som tjener på en restaurant eller i et køkken. På de travle dage sælger du måske 300 burgere, 200 candyfloss eller 1000 kopper kaffe. Du smiler og charmerer dig gennem alle ekspeditioner, betager gæsterne og sikrer, at der hele tiden ser pænt ud, og at der er fyldt varer op.
Billetsalg
På travle dage får vi besøg af op til 50.000 gæster i Tivoli. Du er tålmodig, effektiv, charmerende og brænder for at sikre, at alle går fra dig med et smil. Du arbejder i vores billethuse, Tivoli Callcenter og Tivoli Box Office.
Nimb
Nimb er et eksklusivt boutiquehotel med 38 værelser, 4 velrenommerede restauranter, ét konditori med delikate kager, 3 cocktailbarer med lækre cocktails og en stor eventafdeling, der afvikler events på Nimb, i Tivoli og på Axelborg.
På Nimb er der fokus på detaljen – og gæsten er altid i centrum. Som medarbejder på Nimb har du et 5-stjernet ansvar i den daglige drift og fremtidige udvikling. Vi er altid på udkig efter motiverede, professionelle og ambitiøse personligheder med passion for faget. Gæsternes forventninger er høje, og du er klar til at overgå dem. Her arbejder receptionister, tjenere, kokke, eventkoordinatorer, bartendere og kældermestre.