Hverdagen i Tivoli-Garden

To unge Tivoli-gardere står side om side iført røde uniformer og sorte bjørneskindshuer. De smiler til kameraet med deres instrumenter i hænderne.

Tre korps, én Tivoli-Garde

Tivoli-Garden består af tre forskellige korps:

Musikkorpset består af omkring 50 Tivoli-gardere, og er det største korps i Tivoli-Garden.  Her spiller de 11-16-årige på blæse- og slagtøjsinstrumenter, og repertoiret består primært af marcher, ikke mindst af Tivolis første huskomponist H.C. Lumbye. Hertil kommer mere moderne stykker, såsom Disney-sange og filmmusik.

Tambourkorpset består af de yngste gardere i alderen 7-10 år, som spiller på tromme og piccolofløjte. Her får enhver Tivoli-Garder sin grunduddannelse, ligesom karrieren begynder her. 

Fanevagten spiller ikke instrumenter, men optræder med eksercits, marchformationer, geværsving og fanevagt. Fanevagtens medlemmer er i alderen 11-16 år.

En Tivoli-gardist iført en rød uniform og den karakteristiske høje bjørneskindshue står i fokus. Han bærer briller og holder på sin trommestik, klar til optræden. I baggrunden ses flere andre gardister i formation.

En musikalsk og personlig rejse

Den typiske rejse gennem Tivoli-Garden er én lang musisk og menneskelig uddannelse i alderen 8 til 16 år.  
Når du optages i Tivoli-Garden, foregår første år på Tambourkorpsets elevskole, hvor du lærer at spille marchtromme eller marchfløjte. Der er fælles prøve en gang om ugen, ligesom du skal øve hjemme hver dag. Desuden er der undervisning i march og musikteori, for det er nødvendigt at lære noder og rytmer i den musikalske grundskole. 

Efter et års tid kan du noget, som Tivolis gæster gerne vil se og høre på. Så kommer du i Tambourkorpset, får uniform, og er med til at spille og gå parader i Tivoli. De første 2-3 år er du medlem af Tambourkorpset. 
Når du er klar til flere udfordringer, kan du søge om optagelse på Musikkorpsets elevskole, hvor du får ugentlig eneundervisning på et blæseinstrument. Du kan samtidig være medlem af Tambourkorpset eller Fanevagten. Det største arbejde er din egen øvning, for i løbet af 1-2 år, forventes du at træde ind i Tivoli-Gardens orkester, Musikkorpset. 
 
Musikkorpset spiller rigtig orkestermusik – ikke juniorudgaver af den ægte vare. Som medlem skal du bestå årlige musikprøver, ligesom du får mulighed for videreuddanne dig til koncertmester, gruppeleder, solist, tambourmajor, dirigent eller få andre betroede hverv. 
 
Udover Tambourkorpset og Musikkorpset, har Tivoli-Garden også Fanevagten. Den vogter fanen, marcherer med gevær og fane på paraderne, og til hverdag øves på instrumenter. Som medlem af Fanevagten, kan du evt. fravælge musikken og alligevel være en del af Tivoli-Garden. 
 
I praksis er der mange veje gennem Tivoli-Garden, og vi tilrettelægger alle børns forløb individuelt.  

  • Læs mere her
  • Undervisning i topklasse

    Tivoli-Garden er Danmarks bedste musikskole for blæsere og slagtøjsspillere. Ikke mindst takket være vores undervisere, hvoraf de fleste spiller fremtrædende roller i DR SymfoniOrkestret, Copenhagen Phil, Den Kgl. Livgardes Musikkorps eller Det Kgl. Kapel.

    Eleverne bliver meget dygtige, meget hurtigt. Vi lægger samtidig stor vægt på kammeratskab, trivsel og gode oplevelser, som kan blive minder for livet. 

     To Tivoli-gardere iført røde uniformer gør sig klar i garderoben. Den ene knapper sin jakke, mens den anden sidder i baggrunden og kigger ned.

    Hverdagen i Tivoli-Garden

    Det kræver tid og energi af garderne – og deres familier – at være en del af Tivoli-Garden. Det høje musikalske niveau, ansvarligheden, disciplinen og de flotte parader kommer nemlig ikke af sig selv. 

    I de mere intensive perioder bruger garderne op mod 20 timer om ugen på parader, koncerter, orkesterprøver, enetimer, egen øvning og arrangementer udenfor Tivoli. Udover de 3-5 ugentlige dage i Tivoli, skal garderne naturligvis også passe deres almindelige skolegang. 

    Vil du være med i Tivoli-Garden?

    Vi optager hvert år nye elever med vidt forskellige baggrunde.

    Alle ansøgere skal indsende et ansøgningsskema og en kort præsentationsvideo for at komme i betragtning til optagelsesprøven.  

    Tivoli-Garden optager elever fra 7-årsalderen, og pensionsalderen er 16 år.  
    Det er ikke en forudsætning at kunne spille et instrument til optagelsesprøven, men ansøgere fra 9 år vil i forvejen ofte kunne spille et blæseinstrument/slagtøj eller have musikalske færdigheder, som kan give adgang til optagelsesprøven. 
     
    Ved optagelse i Tivoli-Gardens Fanevagt er der intet krav om at kunne spille et instrument. 

    En smilende Tivoli-garder iført uniform. Garderen kigger direkte ind i kameraet og ser glad ud.